Sagens omstændigheder
Sagen handlede om en far, F, der overdrog halvdelen af sin landbrugsejendom til sin søn, S. Overdragelsen skete med skattemæssig succession dvs. at sønnen indtrådte i den skattemæssige stilling i forhold til faderen. I forbindelse med gaveanmeldelsen til Skattestyrelsen blev der angivet en passivpost på cirka 4 millioner kroner, som kompensation for den latente skattebyrde, som sønnen indtrådte i. Beløbet var imidlertid forkert beregnet, da det svarede til skattebyrden ved overdragelse af hele ejendommen – og ikke kun den overdragne halvdel.
Efter mere end seks måneder traf Skattestyrelsen afgørelse om, at der skulle betales yderligere gaveafgift, da passivposten var beregnet for højt. F og S gjorde gældende, at Skattestyrelsen var afskåret fra at ændre værdien på grund af fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, som fastsætter en 6-månedersfrist for ændring af handelsværdien på gaven.
Højesteret afviste dette og udtalte, at fristen alene vedrører ændring af værdiansættelsen, mens en passivpost beregnet efter kildeskattelovens § 33 D – som fratrækkes efter værdifastsættelsen – ikke er omfattet af denne frist. Højesteret lagde vægt på lovens ordlyd, systematik og forarbejder og fandt, at Skattestyrelsen havde handlet inden for sine beføjelser. F og S blev derfor pålagt at betale den yderligere gaveafgift, og Højesteret afviste også, at gaveanmeldelsesblanketten havde givet dem en berettiget forventning om, at fristen skulle gælde for passivposten.
Dommen er næppe overraskende men præciserer gældende ret og understreger, at der ikke kan forventes endelig afklaring efter seks måneder, hvis beregningen af den latente skat – og dermed passivposten – viser sig at være forkert. Dette øger risikoen for efteropkrævning af gaveafgift og skærper kravene til dokumentation og præcision ved gaveanmeldelsen.

Brug for sparring om forestående generationsskifte så kontakt os.
Hos Advokatfirmaet Weyhe Grønbæk har vi stor erfaring med at rådgive klienter om generationsskifte, både hvad angår skat, jura og også den familieretlige del af generationsskiftet. Vi anbefaler altid, at man søger kvalificeret rådgivning tidligt i processen, således tilrettelæggelse, beregninger mv. kan sker i tæt samarbejde mellem parterne, revisor og advokat.
Har du spørgsmål så kontakt os.